De der stunder hvor man bliver taget med paraderne nede og andre mennesker overrasker i stor stil.

I går aftes afholdt jeg litteraturcafé med en kollega og en af vores tilhører havde (som altid) medbragt lidt han ville læse op.
Han læste sin egen oversættelse af W.H.Audens begravelsesdigt op, som han havde læst op da hans kone blev bisat for knap to måneder siden. Umiddelbart derefter læst han et digt op han selv havde skrevet og læst op, da han og familien satte urnen i jorden for knap en måned siden.

Det var et bagholdsangreb – et smukt bagholdsangreb som gav en stor klump i halsen og samtidig blev jeg en smule stolt over han turde stille sig op overfor 7 for han ukendte kvinder og læse de digte han skrev til sit livs kærlighed der nu ikke er her mere.