Siden jul (!*) har jeg i større eller mindre mængder tilbragt tid i selskab med Tony Soprano og rulleteksterne til det aller aller sidste afsnit har lige rullet over skærmen. Det synes jeg faktisk er lidt trist, for man kom jo til at holde af dem alle sammen. Især Silvio..
*For store mængder af serier forvandler mine natlige drømme til afsnit af den pågældende serie
I det nye år har jeg som mange andre i verden brugt på sofaen med chips, cola og film. Egentlig meget hyggeligt fordi jeg ikke har været sådan rigtig dårlig men bare træt i kroppen.
Vi er lidt serie-freaks her i hytten og nyeste serie vi er begyndt på er Sopranos. Den virker fino for mig allerede og jeg har kun set to afsnit. Men jeg kan jo så også allerede forudse drømme om Tony og vennerne.
Min højre arm (specielt albue og hånd har det ikke sååå godt i dag, men sådan går det jo når der kommer drinks ind og Tørfisk spiller op til dans.