Mandag..

Processed with VSCOcam with e1 preset

Uden at være morgensur til trods for jeg mødte tidligt. Måske fordi jeg rent faktisk fik hvad svarer til en nats søvn. Søvn og jeg arbejder virkelig dårligt sammen. Det sidste år har mere været en kamp end en dans. Da jeg i foråret begyndte at falde i søvn på sofaen tog jeg det som et godt tegn. Et tegn på ro. Nu er der mere uro end ro igen og jeg må ikke sove før omkring midnat. Udelukkende for at undgå jeg vågner kl 04ish.

Mængderne af god karma og chokoladekager jeg ville give for at sove godt igen er enorme. Bare hver anden dag i det mindste.
I mens jeg venter på det sker, trøster jeg mig med at man i lang tid kan klare sig på et minimum af søvn.

Madkasser og nemme løsninger

Processed with VSCOcam with f2 preset

Når regnen siler ned udenfor, bliver man pludselig ekstra glad for at søndag er dagen, hvor jeg får leveret mad til døren. Mad til to personer i tre dage fra Årstiderne. Dvs jeg kan godt få det til at strække til fem. Eller fire og nogle frokoster. Og jeg slipper for at stå i kø i supermarkedet og selv skulle slæbe varer hjem.
Jeg kan ikke regne ud om det er dyrere eller om det ca går lige op. I hvert fald er der langt mindre madspild ved denne metode og allerede der vil jeg så mene det er billigere.

Jeg er fan af løsninger der gør mit liv lettere – og som sørger for jeg får spændende varieret mad.

Mikael

Åh Mikael. Du giver mig ondt i hjertet og lyst til at børste sandet af huden.

Mikael

Dy Plambeck er nogenlunde den eneste danske kvindelige forfatter jeg kan holde ud af læse pt. Hun skriver historier man kan føle. Ikke bare historier man læser.
Mikael er historien om Becky – en journalist der tager til Afghanistan for at skrive om hverdagen som dansk soldat. Mikael er historien om Mikael der er dansk soldat i Afghanistan.

Mikael er en historie om krig og kærlighed og du bør læse den.

Feriemode – uden at have ferie

Det er som om man går i stå, når alle andre går på ferie. På mit storrumskontor var vi tre indtil frokost også var der to i sidekontorerne. Det giver mulighed for helt ro til at få en masse små projekter fra hånden, men det giver også mulighed for selv at få i feriemode. Og da mine projekter for dagen, tog kortere tid end forventet forlod jeg skuden tidligt.
Det betød en eftermiddag på sofaen – helt stille og roligt. Især fordi jeg gled på en glat trappesten, som gav et vrid i foden der var så grumt jeg fik kvalme. Det blev dog kureret med kage. Og foden er ikke i risikogruppen for at blive sat af.

Musikken? Ingen relevans udover jeg tager mig selv i at synge den sang ret tit..

Storhed og fald

Stohedogfald

Storhed og Fald af Tom Rachman er en fortælling om Tooley der ejer den lille bitte boghandel Verdens Ende, som nok snart skal lukke fordi den intet sælger. Tooley kaldes til New York fordi hende far er ved at dø.. Og her starter rejsen i Tooley meget omtumlede fortid.
Bogen kører i tre spor – 1988, 2001 og 2011 og til en start synes jeg de spor forvirrede mere end de gavnede. Sikkert fordi man blev præsenteret af en masse forskellige mennesker, hvor man ikke rigtig kunne regne ud hvad relationen var til Tooley. Et pro-tip til læsningen af denne bog kan være at tage flere kaptitler i rap. Det fandt jeg ud af ca halvvejs inde at det gav langt mere flow i bogen, så ikke noget med at tage et halvsøvnigt kapitel inden sengetid.

Jeg tror ikke jeg nogensinde bliver stor fan af Rachman – opgav faktisk at læse hans første bog De ufuldkomne.

Bogen er tilsendt af Politikens forlag til anmeldelse.

En ny husven

IMG_0121.JPG

Idag gav en dame mig en indkøbsseddel. Over de ting som hun behøver for bedst at kunne gøre rent i min lejlighed. Vi var sammen i et kvarters tid og jeg stak hende en nøgle til mit hjem. Fra på mandag kommer hun hveranden uge og vasker mit gulv og den slags som overhovedet ikke siger mig noget. Det koster nogle penge, men frigiver noget energi, som jeg har rigeligt behov for at bruge andre steder.

Jeg glæder mig allerede!

Anerkendelse

Da min terapeut igår sagde at jeg ikke havde anerkendt, hvor farlig en situation jeg har været udsat for, var min første indskydelse at fnise lidt, fordi anerkendelse er lidt blevet et buzzword på mit job. Men han havde ret. Jeg har aldrig anerkendt, hvor voldsomt og gennemgribende et forfærdentligt overgreb på mig og min tryghed det indbrud var. Det indbrud der igang satte en masse drastiske ting i mit liv sidste år. Det har jeg lagt låg på og derfor kogte gryden over nu. Jeg forsøger nu at lette på låget. Fordi jeg mentalt ikke har råd til at det koger så voldsomt over igen. Og at skrive lidt om det her, er en god øvelse i at lette på låget.

Jeg prøver..